lørdag den 20. juni 2009

Milestone

En lidt ældre nyhed, men stadig noget der skal på bloggen:

3xThomas udgav i maj deres første CD i bassisten - Thomas Valters - navn. I forbindelse med Valters bachelorprojekt på konservatoriet, besluttede han sig for at udgive en CD. Hele forløbet startede efter sommerferien sidste år, hvor vi begyndte at spille koncerter hist og pist, og Valter konstant skrev nye numre. Omkring jul lagde han repertoiret fast til CD'en, som også skulle være repertoiret til hans bachelorkoncert. Koncerter fulgte med dette repertoire, og ugen før studietid, spillede vi en koncert på konservatoriet til både stor glæde og utilfredshed for en bestemt fuld gæst, der tilsyneladende selv spillede saxofon, og vidste alt om musik.

I løbet af den kommende uge, lyttede vi til den koncertoptagelse og ændrede alt. Studietiden gik i gang fredagen før palmesøndag, og de følgende fire dage spillede vi numrene ind utallige gange på vidt forskellige måder, og med vidt forskellige udgangspunkter og resultater.

Vi spillede ikke sammen den kommende måned, indtil vores miniturné op til bachelorkoncerten, hvor vi gav tre koncerter rundt omkring i Jylland. God måde at varme op, og selve bachelorkoncerten blev en stor succes. Vi valgte i sidste øjeblik at spille inde i kammermusiksalen, som har en lang efterklang til rytmisk musik. Det viste sig, at grundet vores spil gavnede det os! Det var virkelig fantastisk og jeg fik myrekryb hver gang jeg trykkede på en tangent på Steinway D flygelet derinde.

En måned + er der nu gået og albummet kan købes gennem kontakt til Thomas Valter selv, i din yndlings musikbutik og på diverse webshops inkl iTunes nu. På Valters hjemmeside kan man lytte til eksempler.

Den yderst dygtige, kompetente og meget erfarne og anerkendte jazzsangerinde, Katrine Madsen, medvirker på to skæringer. Jeg er personligt rigtig stolt af samarbejdet, og glad for at hun har lyst til at synge med os. Vi er igang med planlægning af en større turné rundt i landet senere i år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar