Hvornår slutter tonen pianister?

Som jeg sidder i toget nu på vej hjem efter at have hørt DR SymfoniOrkester spille koncert, har det fået mig til at tænke over to bestemte ting ved koncerter.

Den første jeg vil nedfælde, kommer i forlængelse af mit blogindlæg fra i tirsdags: http://thomasbryla.blogspot.com/2010/04/hvornar-slutter-tonen.html

En pianist har godt og vel 88 tangenter på sit instrument, og er en af de få musikere, der kan lade dem alle klinge samtidig på grund af én ting: Sustain pedalen.

Siden klaveret begyndte at finde sin form i det attende århundrede, har pianister haft den lille pedal ved højre fod, og brugt den som racerkørere bruger speederen: Foden stødt hvilende. Man lægger automatisk foden på pedalen, og fjerner den, når den ikke skal bruges. Hvorfor ikke holde foden for sig selv, og sætte den på, når man faktisk savner den? Men blot fordi man har muligheden for at bruge den, betyder ikke man altid skal bruge den.

Pedalen er kommet for at blive, og men desværre virker det ikke altid til, at alle bruger den rigtigt. Fra den klassiske virtuos, der hellere lade armene svæve, jazzpianister der fylder akkord på akkord, og poppianisten der ikke tager stilling til, hvordan tonerne skal forbindes.

I alle situationer virker det til, at de bruger den som et redskab, der gør det lettere at spille klaver. Det gør pedalen også! Men man bliver let en doven pianist af det.

Den klassiske pianist spiller et langt, flot, kompliceret løb og slutter med tydelig tone, men i stedet for at lade fingeren hvile, og tage tonens skæbne i hånden - følge den helt til dørs og afslutte den bevidst, flagrer hånden op i luften og danser til publikums store fascination, mens pedalen sørger for pianistens hånd - og frisuren som lige kan flagre lidt med - får opmærksomhed. Som illusionisten der får folk til at kigge på hans venstre hånd, mens mønten gemmer sig i højre, får koncertpianisten altså publikum til at kigge på sin hånd i stedet for at lytte til tonen. Tonen bliver i øvrigt begravet i ræsonansen fra de andre toner, som pedalen også fangede, og alle toners skæbne bliver afgjort, når han slippet pedalen - om de var fejl eller ej. Hvorfor ikke tage dem alle seriøst og bevidst styre dem alle med hænderne?

Jazzpianisten kan være lige så slem. Pedalen giver jo mulighed for at lægge bastoner, spille akkorder i to registre og plimre løs med en lille melodi, men hvorfor hele tiden? Hvorfor proppe mellemregistrene til med en masse akkorder, man sagtens kunne have været foruden? Hvorfor mudre bassen til med lange toner? Hvorfor gøre melodier så udefinérbare med pedalen?

Poppianisten problemer lægger sig meget op af jazzpianistens, foruden at jeg hører en tendens hos dem hvor de springer mellem registrer, ikke tænker over placeringen af akkorder og melodier, hvordan man forbinder dem og får dem til at lyde harmonisk med hinanden.

Tag stilling til hvornår tonerne skal slutte og følg dem helt til dørs! Foruden at holde tonerne i uendeligheder, ændrer pedalen også på klangen. Det kan man sagtens bruge med fordel. Klangen skal dog ikke dikteres af, hvornår man skal holde tonen klingende.

Pedalen slører timing og dynamik. Dette er et problem, som jeg tror mange pianister er uvidende om. Pedalen hjælper utrolig meget i at spille i ekstremerne af det dynamiske spektre, og snyder derved pianisternes fingre til at blive trænet der. Pedalen slører timing, så alle tonerne i en samtidig akkord lander mere præcist. Igen bliver pianisten snydt til at tro, at hans fingre kan det.

Lad være med at være doven, lad være med at snyde dine fingre.

Slip pedalen en uges tid, og prøv at spille alt uden.