Skal vi hele tiden klappe?

Noget der i dag ødelagde min oplevelse af både Chopin's Klaverkoncert nr 2 og Holst's Planeterne var, at folk klappede mellem satserne.

Jeg har længe haft et ambivalent forhold til dette fænomen, men efterhånden har det ødelagt flowet i en kanon koncert, blot fordi nogle ældre lyttere ikke kan læse programmet - eller ikke kender kulturen. Hvis vi er i Arabien følger vi da også deres normer og forventninger og kommer ikke vadende ind i en moské med en hotdog i hånden.

Næ nej, publikummet til en klassisk koncert behøver da ikke træde vande først og lige føle sidemanden, hvordan det lige foregår i kommunen, men braser stolt af sted med sin påsyede klaphat i ren iver over hvor flot ham den unge dirigent er og til stor ekstatisk glæde over at armene stadig kan huske, hvordan de kan bevæge sig.

Tænker de monstro ikke over hele værket? Er det ikke derfor vi spiller hele værker, og holder 'greatest hits' arrangementerne af diverse sukkersøde operetter til sommerforsamlingerne på de jyske bakker, hvor folk kan sidde med deres hot dog i hånden på deres fold-ud camp-let stol?

Gang på gang vader de ind over det hele i koncertsale og bryder tavshedens smukke kontrast til den musik, der giver mening i at fylde den ud, og gang på gang ødelægges dirigentens fatning over værket - blot fordi man ikke har lært, at man ikke klapper mellem satserne. De har lært det alle andre steder i verden, som er stolte over at præsentere deres eget symfoniorkester, men ikke her i træk-i-snor-klap-i-hænder danskerne hjemland.

Jeg vil blot bede samtlige danske arrangører af klassiske koncerter om at skrive med store fede røde bogstaver på skrigende lyseblå forside af et koncert program: "Klap ikke mellem satserne" med undertitlen: "Vent til de er færdige med at spille".

Det kan selvfølgelig være svært at vide hvor mange satser det er, og med alderen kan ens syn vel også lave løjer, så jeg opfordrer gerne selv samme arrangør om at tegne tykke klammer, som omfavner de satser, der hører til et værk.

Næste problem:
Så skal publikum også kunne forvente at tælle. Her er et godt råd: Vent til dirigent slipper armene ned langs siden, ånder lettet op, vender sig om mod publikum, musikerne slipper grebet om instrumenterne, dirigenten bukker. Ja hvis du i forvejen ikke har hørt den store bragende akkord, der som det eneste sted i koncerten kommer op og smasker igennem friggin-fuggen-forte's tre-fire-fem f'er og gentagne gange cementerer fast med bækkener, pauker og serpentiner at 'nu er vi slut', så kan det godt hjælp med visuelle hints.

Det skal dog ikke lyde som om, min anke kun ligger hos det aldrende klassiske 'søndags-bilist-publikum'. Tværtimod er det en lige så generende faktor hos jazzpublikummet.

Tænk at denne flotte genre, som bygger kraftigt på et improvisatorisk grundlag, skal være slave for gymnasielæreres og rytmekonsstuderendes bedrevidende hænder, som ved hvornår altsaxsoloen slutter, så de kan brave igennem og vise det til resten af klubben.

Alle hopper på den og klapper i lige så stor iver! Den næste solist kan nærmest ikke komme til, og hans spændingskurve kan til hver en tid briste - blot fordi han ikke kunne komme til. Rytmegruppen kan ikke holde tampen brændende. Hvorfor sidde og spille 32 takters burning groove, når ingen kan høre noget af det? Musikken bliver til buldrende støj, der udfylder de mikrosekunder af de minutlange klapsalver, hvor folks hænder ikke falder sammen samtidig.

Hvis næste solist prøver at brænde igennem, holde spændingen oppe og holde publikum fast, er det hele forgæves. Ingen kan høre noget fordi læreren og de studerende absolut skulle fortælle alle, de kunne følge med i formen.

Endnu værre er det for udøverne, når klapsalverne komme snigende. Der har gymnasielæreren sovet i timen, fordi solisten er stoppet hvor han sad og nikkede godkendende over til trommeslageren, fordi han spillede med de rigtige ProMark stikker. Han er chokeret, ingen solist og ingen klapper! Der kan ikke gå en solo uden man klapper. Den næste solist er for længst startet når klapperen bryder ud og bliver opfulgt senere af resten af publikum. Første kor er spildt! Ingen hører det

Jeg kan som jazzpublikum ikke sidde og nyde et helt nummers naturlige dynamiske udfoldelse, fordi den bliver hæmmet af et bedrevidende show-off publikum. Flere kor går tabt af både soloer og temaer fordi klapsalven skal dø ud.

Det handler jo om at klappe først!

NEJ! Det handler om at bevare flowet i musikken og koncerten. Det handler om at hylde orkestret - ikke solisterne. Vent til hele kompositionen er ovre og klap af orkestret. Lad dem lade sidste tone klinge ud, i tilfælde af at de faktisk tager den seriøst. Giv dem den respekt IKKE at klappe hele tiden. Tak!