Hvornår slutter tonen?

Jeg har lært, at der skal fire parametre til for at definere en tone. Et starttidspunkt, en tonehøjde (frekvens), en volume (amplitude) og et sluttidspunkt. Alle disse parametre kan være mere eller mindre udvaskede eller præcise, men blot man tager stilling til det.

Det nyeste der er gået op for mig, er at moderne populærkunstnere og producere ikke tager stilling til sluttidspunktet på deres toner og fraser. Tre ting spiller ind: Præcision, forventning og viden og effekter.

Hvis vi starter med præcision. Det bedste forhold, er at man i det hele taget kan høre når ordet slutter. Det bifalder jeg. Jeg er dog ked af, at kunstnerne ikke tager tonerne seriøst nok til at tage stilling til, hvornår ordet skal slutte. Dubs og korstemmer, gør det ikke mere præcis, da det ser ud til at sangeren i sig selv ikke er enig, eller koret ikke er med på fraseringen.

Andet punkt er forventning og viden. Menigmand har en forventning, når han hører noget bestemt. Når Ørkenens Sønner laver en sketch hvor de skifter åbenlyse rim ud med deres synonymer. Folk forventer at høre ordet øl, men hører bajer. På samme måde, når vi hører et ord, forventer vi hvordan det slutter, og når vi hører en sang, forventer vi også hvordan sætningen slutter, og vi overbeviser os selv om at vi hører ordet. Da jeg først lagde mærke til det, kunne jeg ikke lade være med at høre, hvor mange gange en kunstner missede en hel sidste stavelse på de fleste sætninger, selvom ordet endda slutter med en hård konsonant!

Vi ved hvordan ordet slutter, vi forventer det, vi hører det i hovedet.

Det sidste man rent faktisk hører er måske den næstsidste vokal, måske den sidste

Det sidste punkt er effekter. Man bliver selvfølgelig afledt fra ordenes afslutning, men ikke nok med det, kan de ikke beslutte sig for, hvornår ordet skal slutte, da klang og genklang selvfølgelig tager over og fader langsommere ud, og udvasker det i en evighed. Det kommer til at lyde, som om sidste stavelse og dens tone forsætter og skruer langsomt ned indtil næste ord begynder, og giver en kvalt fornemmelse af at sangeren aldrig trækker vejret.

Alle disse ting er selvfølgelig tilladt at bruge udvasket, men det kræver man tager stilling til det. I dag føler jeg populærmusikken ikke kan tage den stilling - måske fordi dem der burde, ikke har et konceptuel idé eller fornemmelse for det. Det er ikke en nem løsning, men den billige løsning, der kræver at varen skal repareres mange gange. Det er ikke al musik, der lider af dette, men det er forbavsende hvor tit jeg de sidste to dage har lagt mærke til det i radioen. Jeg håber ikke det er en tendens, da det ville være ærgerligt for musikken, da det virker som, folk ikke udvasker parametrene fordi det er kunstnerisk nødvendigt, men fordi det er teknisk nødvendigt.

Et godt eksempel på en kunstner, der havde styr på de fire førstnævnte parametre, var en meget omdiskuteret mand, der desværre døde sommeren 2009, og jeg håber folk kan prøve at holde deres egen standard som den.