Tanker omkring filmmusik

Jeg brugte det meste af dagen i går på at tanke på filmmusik og filmmusikkens funktion. Det kulminerede så i jeg så Den Sjette Sans for første gang. Udover at James Newton Howard er en af mine store forbilleder er det også en fantastisk film - om kærlighed. Jeg tænker mens jeg skriver, så jeg håber når jeg er færdig med at skrive at noget af det giver lidt mening. Jeg havde alt i hovedet da jeg kom hjem fra midnatsmesse i nat kl halv tre, så håber jeg kan huske det meste 

Hvad er filmmusik?
Billeder og lyd hører sammen. Hvor mange har ikke lyttet til noget musik, hvor de har lukket øjnene og tænkt eller sagt: "Jeg får billeder for øjnene". Nogle lukker sig måske inde i et helt mørkt rum for at høre- og synssansen ikke skal forstyrres så man kan danne sine egne billeder til den musik man hører. Jeg snakkede med Eddie Castrillo, som fortalte at han kan lukke sig selv inde i et rum i flere timer og lytte til Pink Floyd.

Filmmusik fungerer lige præcis omvendt for mig. Musikken skal være den musik man hører for sit indre øre til de billeder man ser. De færreste mennesker kan dog lukke deres ører, som vi gør med øjnene og derfor er ørerne hele tiden udsat for støj. Det hjælper heller ikke at lukke øjnene hvis man vil se en film. Derfor er filmmusik vigtig i at forstærke den indre musik og lukke støjen ude, og derfor er det vigtigt at den musik man skriver til filmen er 'det rette valg'. Det kan godt være drastisk og chokerende, men det skal stemme overens med det indre øre - både intruktørens, komponistens og modtagerens.

Hvis indre musik?
I bund og grund kan alle lave musik som lyder som filmmusik og alle kan lære at lave noget musik til en film. Det der gør det til filmmusik er dog at man kan frembringe det som arbejdsgiveren hører for sit indre øre. Arbejdsgiveren er det kreative hold, der har været med til at skabe filmen og levet med filmen i langt længere tid end komponisten. Komponisten kan komme med et friskt indspark, men hvis det ikke stemmer overens med instruktørens indre øre - hvadenten det var det han tænkte på eller det var noget i instruktørens underbevidsthed - er det ikke ordentlig filmmusik. 

Som komponist er man ansat til at arbejde på en film, så man kan selvfølgelig argumentere for sine idéer og koncepter, men man huske på "The movie is not made for your soundtrack" som min medstuderende Rune Funch så ufatteligt klogt sagde. Det betyder så også, at hvis man har lavet noget som stemmer uoverens med folk højere i hierarkiet, må man - ligemeget hvor stolt man er over sit arbejde, og hvor godt man synes det fungere - være i stand til at smide det ud og sætte sig på en anden stol.

Kender man ikke det, at man gør rent derhjemme og har omarrangeret møblementet og lige pludselig ender ens hovede i en højde, vinkel og retning det aldrig har været i før, og man tænker: "Sådan har jeg aldrig oplevet lejligheden før". Som filmkomponist er det ekstremt vigtigt, at man på kommando kan finde nye vinkler at se filmen fra. Oftest er det ens koncept der strider med instruktørens og ikke nødvendigvis obo-soloen, og hvis man ikke kan få sig selv til at sige: "Jeg havde ikke tænkt på din vinkel. Den virker indlysende og jeg prøver at lave noget helt andet musik, baseret på dit koncept" og have lysten til at prøve noget helt nyt og lave noget helt andet end hvad du havde brugt lang tid på at lave i første omgang, ja så har man ikke en lang karriere som filmkomponist.

Hvad er filmmusik? part 2
Mange gange har jeg hørt om noget musik jeg eller andre har lavet: "Det lyder som filmmusik" eller "Det ville passe godt til en film", og det er verdens mindst sigende udtalelse. For hvordan lyder filmmusik? På alle mulige måder! Hvilken genre er filmmusik? Alle! Filmkomponister er blot kopister af trends i musikbranchen. Alt fra romantisk musik, jazz, funk, rock, pop og alt muligt andet er blevet brugt som filmmusik, både som kildemusik, sange, titelsange (Hvilket ikke er det samme som filmmusik) og underlægning. Jeg har aldrig hørt nogen høre et jazz eller funk nummer og udstøde: "Wow, det ville passe godt til en film". Musik bliver først filmmusik når det bliver skrevet til en film. Also Sprach Zarathustra er ikke filmmusik blot fordi Stanley Kubrick er glad for Strauss.

Man kan sagtens lave noget musik indenfor samme stil og lyd, som man har hørt i en film, men det stammer nok fra en allerede eksisterende musikgenre, som har eksisteret længe inden, en komponist fik idéen at bruge det til film.

Næste gang du hører noget, hvor du umiddelbart tænker "Det lyder som filmmusik", så tænk på, om det måske ikke lyder som en musikgenre, der eksisterer seperat fra film. Tænk hvis man havde skrevet noget musik, som der så var et hold af forfattere, instruktører, skuespillere og forfattere skulle bygge en hel film op omkring? Never gonna happen.

Hvordan laver man filmmusik?
Jeg vil ikke komme med æstetiske kommentarer men blot de mest tekniske og simpleste. For det første tænker man over de personer, steder, ting der skal have et tema og skriver temaer udfra passende koncepter. Dernæst spotter man filmen og finder de steder der skal være musik. Mange steder er oplaget og andre steder har instruktøren en idé. Et cue (et stykke filmmusik) har oftest en længde på 30-60 sekunder. Nogle er kun 10 sekunder og andre kan i de ekstreme tilfælde være 10 minutter. Men hvis de fleste er 40 sekunder for eksempel - hvor svært kan det så være?

Hvilken musiker kan ikke lave 40 sekunders musik? Om dagen? På en halv dag? Noget af det første du gør er at aftale et koncept med instruktøren, så du ved om det er blues musik, 12-tone musik (ja er også blevet brugt meget i film) eller hvilken genre du skal skrive i, så det er ikke noget du tager stilling til gang på gang.

Hvis du har et klip på 40 sekunder, må du først finde din grundpuls for musikken. Når du har det, ved du præcis hvor mange takter og slag du skal skrive. Lad os sige det bliver 16 takters 4/4. Så er det meget mere håndgribeligt. Man kan høre hvor man har dialogen, så der skal man give plads. Mange ting kan man kæmpe med i lydbilledet men "Don't mess with dialogue!" Så er det blot at fylde ud med temaet eller temaerne der passer til begivenheden - eller dele af temaet. Dernæst må man harmonisere så stemningen af musikken passer til stemningen af billedet.

Det sidste jeg vil nævne er begreberne spænding og afspænding. Det bliver meget brugt i akkordprogressioner. 7'er akkorder (spænding) leder til dur akkorder en kvint under (afspænding). På samme måde kan man tænke på alle musikalske parametre og gradbøje spændingen. Parametrene kan være: tempo, dynamik, registre, orkestrering, akkorder, akkordopbygninger (treklange=afspænding, 7-klange=spænding) ja alt hvad man kan gøre forskel på kan gradbøjes og bruges, når man laver filmmusik. Det er så op til filmkomponisten at finde ud af hvilke parametre han vil skrue op og ned for så det passer til billedet. Visuelt er der ligeledes mange parametre, man skal gøre sig opmærksom på: pacing af dialog, klippehastigheden, lyssætning/farvemætning, kameravinkel osv osv. Hvis man ikke er opmærksom på dette, og i det mindste danner sit eget koncept på baggrund af en sund betragtning af alt dette, kommer musikken let til at lyde afskåret fra filmen eller påduttet. Alle de visuelle parametre, skal man så tage stilling til og finde de musikalske parametre det virker, så musikken ender med at passe til billedet.

Slutteligt vil jeg sige at 'passe til billedet' ikke nødvendigvis betyder 'gør det samme som billedet'.